The Vendettas blev dannet i 1962 af tre skolekammerater, Chris, Al og Nick. De var meget inspirerede af The Shadows.  Carl kom med som forsanger i begyndelsen af 1963, da han var kun 13 år. Besætningen på dette tidspunkt var:

  • Chris Plum (lead guitar)
  • Al J. Butten (rhythm guitar & vocals)
  • Nick Weston (bass guitar & vocals)
  • Willy (efternavn ukendt) drums

I marts 1963 blev Willy erstattet af Tony Day på trommer. Besætningen var derefter stabil indtil september 1964.

Gruppen spillede i lokale ungdomsklubber og til diverse fester. I sommer 1963 fik de faste jobs på "The Mitre", en pub i Greenwich, hvor de spillede flere gange om ugen. Der var her, at de blev opdaget af TV-journalist og forfatter Dan Farson.
Senere på året blev de husorkestret på "The Ancient Foresters" pub i Bermondsey, og de begyndte også at spille på Dan Farsons pub "The Waterman's Arms" på Isle of Dogs i Londons havneområde.  De havde også andre jobs, heriblandt et stort show i Lewisham Rådhus Koncertsal i november 1963, hvor David Bowie var på plakaten som medlem af The Konrads.

 

Dan Farson fik så gennmtrumfet, at gruppen skulle fremover blive kendt som "Karl King & The Vendettas". Han synes, at de to K'er i C/Karls navn virkede bedre på  plakat.en. I  januar og februar 1964 spillede gruppen seks dage om ugen  i Dan Farsons varietetsshow på The Comedy Theatre i Londons West End.

Pladeselskabet Decca viste interesse for gruppen, og i løbet af foråret 1964 var gruppen i studiet for at arbejde på det, man mente, skulle være den første singleplade. Fire sange blev indspillet, men Decca og Farson kunne ikke blive enige om kontrakten, og forhandlingerne gik i hårdknude. I juni optrådte gruppen i fjernsynet, og i juli tog de på en blanding af turné og ferie til Sydvestengland.

Carl var utilfreds med Farsons mislykkede forsøg på at skaffe en pladeudgivelse, og det han opfattede som gruppens manglende musiske ambitioner, og derfor forlod han gruppen i september 1964,  efter et tilbud fra The Druids, som havde udgivet to plader på Parlophone.

The Druids havde også eksisteret siden 1962. I en periode  havde de en forsanger, men besætningen på de to singleplader for Parlophone, og i september 1964,  var:

  • Brian Mixter (lead guitar)
  •  Ken Griffiths (rhythm guitar & vocals)
  • Gearie Jay Kenworthy (bass guitar & vocals)
  • Jeff Kane (drums)

The Druids var på dette tidspunkt meget inspireret af  mange af de grupper og sangere, som var på Atlantic Records, f.eks Ray Charles, The Coasters, The Drifters, Lavern Baker og Barbara Lewis. En anden inspirationskilde var Curtis Mayfield og The Impressions. Og da Carl kom til som forsanger begyndte de også at spille mange Motown numre fra The Miracles, The Temptations, Marvin Gaye og Marha & The Vandellas, ofte i deres egne britisk-rockstil udgaver, som kan høres på Temptations numret "I Wanna a Love I Can See", som Carl inspillede sammen med The Meaning i 1966.

Men i foråret 1965 begyndte Brian og Jeff at snakke om, at de vil kvitte gruppen og tage sig et almindeligt job, hvor man kunne regne med, at lønnen var garanteret! Det gjorde de så alvor af i sommeren 1965, og de tre resterende medlemmer annoncerede efter en guitarist og en trommeslager. De fik mange henvendelser og brugte mange dage på optagelsesprøver, for til sidste at vælge den unge Ray Flacke (guitar) og den lidt ældre Terry Slade (trommer), som havde tidligere spillet en del sammen. Men det viste sig hurtigt, at kemien var helt forkert, og allerede et par måneder senere gik The Druids i opløsning. Gearie begyndte at spille bas hos The Knack, og senere kom han med i Simon Dupree & The Big Sound. Ken og Carl forsøgte sig lidt som duo, men det blev aldrig til ret meget.

I januar 1966 begyndte Carl at arbejde som maler sammen med sin far, men han kunne ikke holde sig væk fra musikken ret længe. Meget hurtigt fandt han sammen med The Meaning fra Walton-on-Thames, og da keyboard spilleren trak sig, foreslog Carl, at gruppen kunne prøve med Ken på guitar, og det viste sig, at det fungerede godt. Repertoiret blev så en blanding af The Meanings lidt blandet udvalg af soul og rock,  plus en del numre som Ken og Carl havde spillet sammen i The Druids.

Besætningen i marts 1966 var:

  • Carl King (vocals)
  • Ken Griffiths (guitar & vocals)
  • Rod Roach (guitar & vocals)
  • Phil (bass guitar)
  • Barry (drums)

 

The Meaning blev hyret en del af Radio London til deres weekendshows på The Wimbledon Palais, og i maj måned inspillede gruppen to numre i Oak Studios i Morden, Surrey. Det ene nummer var "I Wanna Love I Can See", som kan høres her på websiden.

Men i sommeren 1966 smuldrede det hele lidt fra hinanden. Ken, Carl og Kens guitar tog på en ferie på stop til Devon og Cornwall, hvor de sang lidt hist og her, og da Carl kom hjem, lå han syg i flere uger med en alvorlig omgang skoldkopper. I mens var demopladen med The Meaning begyndt at cirkulere, og den fandt vejen frem til Des Champ hos CBS Records, via Carls nye manager, Jack Bradley.

Carl havde nogle idéer både til egne numre og coverversioner, men Des Champ hos CBS var overbevist om, at den første single skulle være med to nye numre skrevet af veletablerede sangskrivere. Han præsenterede Carl for balladen "Keep it Coming", skrevet af amerikaneren Laurence Weiss, og et blues-rock nummer, "Out of my depth", skrevet af den britiske duo Barry Martin & Phil Coulter. Der var en hel del overvejelser angående hvilket af de to numre skulle være "A-siden", men valget faldt til sidst på "Keep it Coming" (CBS 202407 - 1966). I de senere år er det  dog "Out of my depth", der er blevet et mindre kult nummer, som nu findes på flere kompilationer.

 

Den første single fik positive anmeldelser i musikpressen, men den blev ikke spillet særlig meget i radioen, og Carl var skuffet over pladeselskabets manglende indasts for at promovere udgivelsen. Situationen blev ikke bedre af, at Carls manager, Jack Bradley blev syg og måtte trække sig. En erstatning blev fundet i Brian Harvey. Uheldigvis kom Carl og Brian Harvey aldrig helt på bølgelængde med hinanden.

Det var også Des Champ, der fandt "A-siden" til singlepladen nummer to. På demopladen fra det amerikanske musikforlag var "You and Me" (Farrell, Adams & Kusik) sunget  delvis i falset i Lou Christie-stil, men Carl drejede sangen i retningen af et drivende soulnummer. Da Des Champ ikke syntes om Carls egne numre som "B-side", spillede Carl ham et par albums med The Impressions, heriblandt "The Never Ending Impressions" fra 1964. Carls idé var at indspille en Curtis Mayfield sang. Men Champ fæstnede sig ved The Impressions udgave af Duke Ellingtons "Satin Doll", da han mente, at Carl kunne vise en ny side af sin stemme ved at synge noget jazzpræget.

Så singleplade nummer to blev: "You and Me"/"Satin Doll" (CBS 202553 - 1967).

Det blev besluttet, at Carl skulle finde et orkester, som han kunne turnere med. Gennem Brian Harveys samarbejdspartner, Ian Hamilton, blev en del orkestre i Manchester og Liverpool området set og hørt på, men efter en del overvejelser endte med, at Carl selv vil danne et orkester med Ken og Rod fra The Meaning som fundament. Det viste sig dog at være problematisk med valg af bassist og trommerslager. Den første bassist brækkede hånden i en ulykke, mens øvningen til de første koncerter var godt i gang. Endelig faldt det igen på plads, da Pete Hollis (tidligere bassist hos The Cheynes og Johnny Halliday) dukkede op fra Frankrig. Til sidst kom Pete Phillips med på trommer.

 

Brian Harvey fik idéen, at koncerterne skulle kombineres med et specielt fremstillet film, delsvis med optagelser af bandet, som kørte bag Carl og orkestret på en stor skærm, mens de spillede. Der blev investeret mange penge i et specielt udstyr med bl.a. en linse, der kunne stå bag skærmen og vise filmen. Der blev brugt så mange penge på den slags, at der ikke var midler til udskiftning af gamle forstærkere og sanganlæg, og som orkesterbil blev der indkøbt en politivogn, som måske så meget sjov ud, men var temmelig gammel og ikke særlig velegnet til at køre tusindvis af kilometre på landevejen i. Dertil kom, at der ikke blev givet særlig meget tid til at øve repertoiret med den endelige besætning. Carl synes ikke, at de var klar, men Harvey insisterede på, at nu skulle de ude og spille.

 

Besætningen var

  • Carl King (vocals)
  •  Rod Roach (guitar & vocals)
  • Ken Griffiths (guitar & vocals)
  • Pete Hollis (bass & vocals)
  • Pete Phillips (drums)

Harvey indgik en aftale med Ian Hamilton i Manchester som agent. Orkestret blev booket til mange spillejobs hovdesagelig i Nordengland, og The Carl King Projection begyndte at turnere i februar 1967.

Desværre viste der sig mange problemer lige fra starten. Mange af de spillesteder, hvor orkestret var blevet booket, var ikke særlige velegnede. Der var konstant problemer med filmudstyret. Der var også problemer med det gamle lydudstyr, som nærmest var blevet skrabet sammen. Politibilen gik i stykke flere gange på landevejen, og Carl udviklede en kronisk halslidelse, som blev ikke bedre af at køre rundt i en bil, hvor varmeapparatet svigtede gang på gang.

Carls sangkarriere slutter i 1967

Til sidst kom Brian Harvey med en idé om, at orkestret skulle droppe at turnere i Stor-britannien i et stykke tid, og han indgik forhandlinger om en kontrakt i Hamburg, hvor The Carl King Projection skulle fungere som husorkestret i Star Club/Beatles-stil. Han mente, at orkestret på denne måde kunne bedre nå at blive sammenspillet. Carl protesterede og sagde, at han synes ikke, at det var en god løsning. Carls halsproblemer blev værre, og til sidt gik han til en halsspecialist, som skrev en erklæring om, at Carl skulle sygemeldes i en måned.

Til sidst blev Carl så træt og disillusioneret over hele projektet, at han erklærede, at han indstillede sangkarrieren øjeblikkeligt. Og det var så enden på det, indtil Carl begyndte et hobbyorkester i Syddanmark, sammen med fire musikere, 32 år senere!

I 1998 var Carl til en fødselsdagsfest i Løjt Kirkeby, som nu har været hans hans hjem siden 1986. Til festen sad han ved siden af Kiehn Ærensgaard, som har spillet guitar og bas i mange år. Til festen sad de og lyttede til en sanger, der akkompagnerede sig selv ved hjælp af diverse elektronisk udstyr. De syntes, at sangerens udgaver af flere rock- og pop klassikere konstaterede nærmest en forbrydelse mod menneskeheden. De blev så enige om, at de skulle mødes på et tidspunkt i den nærmeste fremtid for at se, om de ikke kunne gøre det lidt bedre.

Det endte med at blive starten på hobbyorkestret "Out of Time", som spillede deres første job i april 1999, og som nu har eksisteret i 13 år.

Se også  www.outoftime.dk

Egentlig var Carl i 2011 i gang med at skrive en bog om sin fars oplevelser som soldat og krigsfange under anden verdenskrig. Han har også været ude og holde et foredrag om emnet flere steder i lokalområdet. Men i løbet af året blev hans koncentration om projektet konstant afbrudt af idéer til sangtekster og melodier, og han begyndte et samarbejde med sin søn Jesper (Jes), som også er sangskriver og har spillet med i flere orkestre (bl.a. Measure og Party Animals) og Jespers kammerat Søren (Ziggy), tromme-slageren i Party Animals, som også skriver sange og spiller guitar.

Det har nu udviklet sig til Carls beslutning om at udgive singlen "The Starman/Let's" på "Record Store Day", den 21. april 2012, og til at han vil  arbejde videre på et album til udgivelse senere i år med titlen "The Regeneration of Sydenham Sid & The Penge Pioneers".

 

Siden udgivelsen af albummet i 2013, har Carl arbejdet på at danne et nyt band til live koncerter. Carl King Band består nu af:

  • Kiehn Ærensgaard (lead guitar)
  • John B Lassen (keyboards, guitar, vocal)
  • Peter Thuesen (bass)
  • Kaj Bonde (drums)
Liveoptagelser fra øvelokalet. December 2014